Hullet -- The Hole

Et sært hul
A mysterious hole

   En dag kom Grønne løbende hen til æblehusene i en vældig fart.

   "Kom og se," råbte Grønne til Røde og Lilla, "jeg har fundet et underligt hul i et af forfatterens gamle bistader!"

   Grønne gik i forvejen, medens Lilla og Røde fulgte tøvende efter.

   Grønne gik næsten helt hen til hullet, pegede på det og sagde: "Se der er hullet: Det er næsten lige så stort som mig!" Lilla og Røde kiggede frem bag hjørnet af bistadet og betragtede hullet.

   Røde tabte interessen for hullet næsten med det samme: "Jeg er sulten, og jeg tror at Gule er ved at bage pandekager." Og så gik Røde.

   "Jeg tror Røde var bange," sagde Lilla og vovede sig helt hen til hullet sammen med Grønne.

   Lilla lagde sig på knæ for bedre at kunne se noget og sagde: "Jeg kan ikke se noget, det er alt for mørkt. Jeg tror bare det er et gammelt kedeligt hul."

   Og så gik Lilla hen for at se om brombærrene var modne.

   Grønne var stadig nysgerrig og mente nok at der ville komme noget spændende ud af det hul. Derfor satte han sig ned og ventede.

   Det blev mørkt, og Grønne blev sulten, men han var også stædig.

   Endelig blev Grønnes stædighed belønnet. Der lød en kradsende lyd og en lille sort kugle viste sig nederst i hullet.

   Grønne sprang forskrækket op. Nu var det ikke morsomt længere, og i hastig fart løb Grønne hen over græsset mod sit trygge æblehus.

        "Små sorte kugler der kradser, nej tak. Det tør jeg ikke se på," tænkte Grønne.

   Men så tænkte Grønne sig om en gang til: "Nu har jeg siddet næsten hele dagen udenfor det hul og ventet, og når der så endelig sker noget, løber jeg min vej. Det er da for dumt!"

   Derfor gik Grønne ind i sit æblehus, tog et lys og gik tøvende ned til hullet igen. Det gik lidt langsomt, lyset skulle jo helst ikke gå ud, og måske håbede Grønne at det der havde kradset i hullet, ville være gået sin vej.

   Men nej, det der havde kradset inde i hullet, var ikke gået sin vej.

Grønne så en sød, lille mus på vej ud af hullet.

  "Godaften, mus," sagde Grønne. "Godaften, sære fyr," svarede musen.

   "Jeg er ikke spor sær," svarede Grønne, "jeg hedder Grønne og jeg er en af Regnbuedråberne. Vi bor i æblerne derhenne, så vil du ikke nok lade være med at gnave i dem."

"Det kan jeg sagtens lade være med," svarede musen, "vi mus er ikke meget for æbler, vi kan meget bedre lide rosiner, pølser eller stearinlys. Umm, netop sådan noget som du står med der."

   "Jamen du må da godt spise mit lys," sagde Grønne, "bare pas på at du ikke brænder knurhårene på det."

   Grønne gik fornøjet hjemad uden sit lys og glædede sig til at fortælle Røde og Lilla og de andre dråber om musen næste dag.